Svampelasagne
Du har helt sikkert fået lasagne før, og måske du også har prøvet en vegetarlasagne. Men har du fået svampelasagne? Hvis ikke, er det virkelig på tide. Vi har netop opdaget den her hos DRYK, og nu glemmer vi den aldrig igen. Det er muligvis den bedste grøntsagslasagne, vi har fået.
- Portioner
- 4

Ingredienser
1 løg
2 fed hvidløg
600 g brune champignon ( eller marksvampe)
2 spsk balsamico
400 g frisk spinat
25 g smør (evt. vegansk)
3 spsk hvedemel
5 dl ærtedrik
125 g revet ost (evt. vegansk)
½ øko citron (skallen)
1 håndfuld frisk estragon (finthakket)
Salt og peber
Olivenolie
300 g friske lasagneplader
Sådan gør du
Skræl og hak løg og hvidløg fint.
Skyl svampene og skær dem i tynde skiver.
Steg løg og hvidløg på en stor pande i et par spsk olivenolie ved middelvarme, til de er bløde.
Tilsæt svampe og balsamico og lad det stege, til svampene bliver bløde og falder lidt sammen.
Kom skyllet spinat på og lad det falde sammen. Er der ikke nok plads på panden, kan du dampe spinaten i en gryde ved siden af og tilsæt det til svampene efterfølgende.
Smag til med lidt salt og peber.
Lav bechamel ved at smelte smør i en lille gryde. Pisk melet i og steg det et minut eller to under piskning.
Tilsæt ærtedrik lidt af gangen, pisk til det tykner og bliver ensartet og hæld så lidt mere ærtedrik i. Fortsæt til ærtedrikken er brugt op.
Tilsæt fintrevet citronskal, ½ af osten og ½ af den finthakkede, friske estragon.
Smag til med salt og peber.
Læg lasagnen i lag: først en smule bechamel og svampefyld i bunden og derefter friske lasagneplader, ½ af svampefyldet, ⅓ af bechamel. Gentag dette en gang mere.
Top med det sidste lag lasagneplader (tre i alt) og den sidste bechamel - sauce skal smøres ud og dække pladerne. Drys med den sidste ost og finthakket estragon.
Bag din lasagne ved 180 grader varmluft i cirka 25 minutter.
